Estadio Santiago Bernabeu stod færdigt i 1957 i den spanske hovedstad Madrid, og er til daglig hjemsted for Real Madrid.
“Kongeklubben” vil nu spendere 2,9 mia. kr. – eller €400 mio. – på en ombygning af det legendariske stadion, som vi da også har på vores liste over Sportens Største Teatre.
Tirsdag i denne uge kunne klubbens præsident, Florentino Perez, afsløre planerne for det nye stadion sammen med Madrids borgmester, Manuela Carmena.
Her ses Florentino Perez og Manuela Carmena ved præsentationen af Real Madrids nye stadion.
Det ligger nu fast, at Santiago Bernabeu skal gennemgå en stor forandring, men én ting forbliver dog den samme – nemlig tilskuerkapaciteten.
“Vi kommer til at se en dramatisk forandring af Santiago Bernabeu. Stadionet er et af byens store ikoner, og vi vil gøre det til et af verdens bedste stadioner og et enestående symbol for hovedstadens styrke.”, sagde Perez iflg. The Guardian.
Bernabeu får nyt tag
En af de helt store ændringer bliver naturligvis, som billedet foroven afslører, at Bernabeu får et tag som dækker hele stadion.
Derudover bliver facaden på det historiske stadion forandret, så det ikke er til at genkende ift. stadionets udseende i dag.
Her ses Estadio Santiago Bernabeu som det ser ud anno 2016.
Ombygningen af Bernabeu har været en politisk speget sag, da flere af de tidligere forslag er blevet nedstemt af byrådet i Madrid, som i øvrigt allerede har givet lillebror Atletico Madrid lov til at bygge et nyt stadion i byen med plads til 73.000 tilskuere. Dermed flytter Atletico fra det legendariske Vicente Calderon til “La Peinata”, som det nye Atletico stadion kommer til at hedde.
Også Real Madrids ærkerivaler FC Barcelona vil i gang med en ombygning af Camp Nou, hvilket også betyder, at der kommer tag over samtlige tilskuerpladser. Samtidigt vil Barcelona udvide deres stadion fra 99.000 tilskuerepladser til 105.000 sæder.
Når der foreligger flere konkrete information om Barcelonas byggeri, vil du kunne finde det her på bloggen.
Indtil da kan du nyde denne illustation af det nye Santiago Bernabeu, som efter planen bliver ombygget fra 2017 og skal stå færdigt i 2020.